Rais og Decoflame fusionerer
PRESSEMEDDELELSE
RAIS-ejer køber andel i Decoflame
Dermed sætter Decoflame nu turbo på eksportmarkederne
Den Nordjyske virksomheds schweiziske ejer erhverver pr. 13. juni en 50% andel af Decoflame, som ligger i Vestbjerg nord for Aalborg. Decoflame forsætter organisatorisk uændret med medejer Kjell Thomsen som administrerende direktør.
Decoflame producerer, designer og markedsfører både specielproducerede bioethanolpejse samt dekorative, vandbaserede pejse, der giver illusionen af ild og flammer.
Der er cirka 30 medarbejdere på fabrikken i Vestbjerg og et markedsafsæt i et veletableret forhandlernet i både Danmark og en del lande.
RAIS er en betydende aktør på det europæiske marked inden for fremstilling og salg af brændeovne og gaspejse. Produktionen med cirka 115 medarbejdere foregår i Vangen nord for Sæby. Afsætningen sker via et internationalt net af selvstændige butikker, kæder og distributører.
- Vi har i nogen tid været på udkig efter nye strategiske ben at stå på. Pejse, der brænder på bioethanol og dekorative vandbaserede pejse, er noget af det, vi tror på som en del af fremtidens opvarmning og hygge i hjemmene over hele verden. Decoflame har stor teknologisk kompetence og fantastiske fine produkter og har yderligere udviklingspotentiale. Vi glæder os meget til samarbejdet, siger Henrik Nørgaard, adm. dir. hos RAIS og kommende bestyrelsesformand for den nye konstellation.
Hos Decoflame supplerer ejeren af virksomheden, Kjell Thomsen:
- Med tilgang til RAIS og Attika (RAIS’ søsterselskab) bliver Decoflame udvidet med et kæmpe distributionsnetværk over hele Europa. Vi har et ønske om for at få sat mere gang i eksporten, efter at vi i mange år primært har haft fokus på det danske marked. Det kommer nu til at ske med langt større hastighed i kraft af denne aftale. Samtidig har jeg erfaret, at vi deler mange af de samme organisatoriske værdier og fokus på design samt kvalitet.
Flere oplysninger venligst hos:
RAIS A/S, Henrik Nørgaard, + 45 98479033
Decoflame ApS, Kjell Thomsen + 45 96304800